Søskendepar præsenterer nyt donut-koncept i Viborg
Den amerikanske kage kendt fra The Simpsons og politifilm får en dekadent opgradering, når tvillingebrødrene åbner butikken Do Donuts i domkirkebyen Viborg til august. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
- Det er ikke kun nyt for os. Konceptet er nyt for Viborg. Der vil være en masse forskellige donuts med masser af forskellig toppings - det kunne eksempelvis være en Ferrero Rocher-udgave. Det bliver en anderledes oplevelse end de donuts, man kan få på tankstationen eller i Bilka. Vi er ude i noget, man kan kalde gourmet-donuts, fortæller Samer Al-Bayati til avisen.
Foruden donuts vil butikken også have et udvalg af drikkevarer til at skylle de ringformede kager ned med.